Udtrykket frie kærlighed har været brugt i hvert fald siden det nittende århundrede til at beskrive en social bevægelse, der afviser ægteskab, der betragtes som en form for socialt Bondage, især for kvinder. Meget af den frie kærlighed tradition har en civil anarkistiske filosofi, der søger frihed fra statens regulering og kirkens indblanding i personlige relationer. Hertil kommer, at nogle fri-elsker skriftligt har hævdet, at både mænd og kvinder har ret til seksuel nydelse. I den victorianske tidsalder, det var en radikal begrebet.
Mens sætningen fri kærlighed er ofte forbundet med promiskuitet i den populære fantasi, især med henvisning til counterculture af 1960'erne og 1970'erne, historisk fri-elsker bevægelighed ikke har slået til lyd for flere seksuelle partnere eller kortvarige seksuelle relationer. Snarere, det har hævdet, at kærlighed forbindelser, der frit har indgået, bør ikke være reguleret ved lov. Således, frit kærlighed praksis kan omfatte langsigtede monogamous relationer eller endog clibat, men vil ikke omfatte institutionelle former for polygami, som en konge og hans hustruer og concubines.
Lovgivning af særlig interesse for fri kærlighed bevægelser har inkluderet dem, der forhindrer en ugifte par i at leve sammen, og dem, der regulerer utroskab og skilsmisse, samt seksuelle lavalder, prævention, homoseksualitet, abort, og prostitution, selvom ikke alle gratis kærester enige om disse spørgsmål. Ophævelsen af den enkeltes rettigheder i ægteskabet er også en bekymring for eksempel nogle jurisdiktioner ikke anerkender ægtefællevold voldtægt eller behandle det mindre alvorligt end ikke-ægtefællevold voldtægt. Gratis-elsker bevægelser siden det 19. århundrede har også forsvaret retten til offentligt at diskutere seksualitet og har kæmpet uanstændighed love.
I det tyvende århundrede, nogle fri-elsker tilhængere udvidet kritik af ægteskab at argumentere for, at ægteskabet som en social institution opfordrer følelsesmæssige possessiveness og psykologiske slaveri.
Fri kærlighed blev en fremtrædende sætning bruges af og om de nye sociale bevægelser og counterculture af 1960'erne og 1970'erne, kendetegnet ved Summer of Love i 1967 og sloganet "gør kærlighed ikke krig". Uhæmmede seksualitet blev en ny standard i nogle af disse unge bevægelser, der fører visse feminister til kritik af 60s/70s "fri kærlighed" som en måde for mænd at presse kvinder til sex, kvinder, der sagde "nej" kan karakteriseres som sippet og snerpet .
I 1980'erne, bekymringer over aids og andre seksuelt overførte sygdomme hærdet den promiskuitet af 1970'erne, men mange af de seksuelle reformer anbefalet af tidligere fri-elsker bevægelser var blevet mainstream: legalisering af utroskab, fødsel kontrol, og homoseksualitet; frihed i valget af kærlighed , Køn eller begge dele; og kvinders rettigheder i almindelighed. Kyskhed, jomfruelighed, og underdanighed i ægteskabet havde meget mindre strøm som sociale idealer for kvinder.
Moderne efterkommere af fri kærlighed kunne anses for at omfatte polyamory og save den gren over bevægelser i 1990'erne og nutidige køn radikaler gerne Susie Bright, Patrick Califia, og Annie Sprinkle. Selv om de ikke ofte identificere som fri kærester, moderne bevægelser rundt om i verden mod arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber i det sydlige Asien, Mellemøsten, Afrika og Østeuropa deler mange af de samme mål som fri-elsker bevægelighed.
